“Sexslaveri”, “menneskehandel”, "tvangsprostitution", “voldtægstrekannt”, "smugling", sådanne ord bliver sjældent ytret på HTG, men her formiddagen den 26 september 2024 var det netop sådanne ord en stor del af skolens elever fik lov at høre, da fonden Safe and Alive var forbi auditoriet for at snakke om emnet trafficking.

Dem på gymnasiet, der i øjeblikket havde samfundsfag, blev alle sammen bedt om (sammen med deres lærere) at gå ned til auditoriet. De blev ikke yderligere informeret om, hvad det ville komme til at handle om, udover at det skulle have overskriften “trafficking”. Efter at eleverne havde fået lov til at larme nogle minutter kom musik- og samfundslæren Nina op til talerstolen, hvor hun så bød en nydelig klædt herre velkommen. Hans navn var (og er nok også stadig) David Munis Zepernick, formanden for fonden Safe and Alive, en kvart afrikaner (efter eget udsagn - hans bedstefar havde været afrikaner), som gjorde ham til en efterkommer af en slave, selvom han selv sagde, at han lignende os andre efter at en masse hvide var kommet ind i hans familie (det kunne godt lyde til at være på grænsen til racistisk, men det skal jeg ikke helt kunne sige, og uanset hvad så ændrer det ikke på at hans sagde det). Han startede med at fortælle om sin lille slægthistorie og om slaveri og hvordan det selvfølgelig ikke eksisterede nu om dage… eller nej, for som han sagde var slaveriet i bedste velgående, selvom det ikke længere var med store slaveskibe som i gamle dage, men i stedet udenfor mediernes rampelys, og også højst sandsynligt ude på internettet.

Fonden Safe and Alive var (og er stadig) aktiv i bekæmpelsen af menneskehandel, særligt når det kom til kvinder, der blev seksuelt udnyttet for profit, og David havde været medlem af fonden siden 2009, så det gav ham nogle års erfaring. Da han var noget yngre havde han efter eget udsagn ingen viden omkring emnet “menneskehandel”, men efter at have set prostituerede på Vesterbro begyndte han at undre sig… og efter at have dykket længere ned i det, begyndte han at stille sig selv spørgsmålet: hvordan kan sådan noget lade sig gøre i vores frie lille land Danmark. Det fik ham i gang! Og ret hurtigt blev der tegnet et ret ubehageligt billede af et system, der eksisterede i ret store dele af verden, og som gentagne gange kunne tjene penge på lavtstillede kvinder, der ikke havde noget valg end at opgive sine kroppe for pengenes skyld.

Han nævnte en pæn brutal historie, der også havde været blevet bragt i Politiken (som åbenbart var store modstandere af menneskehandel, i det mindste af hvad vi ved), om en pige, der troede, at hun skulle til Danmark for at få et “normalt” arbejde, men i stedet fik job som sexslave. Undervejs i hendes rejse blev hun gentagende gange voldtaget, endte også med at blive gravid, og da det barn så var født, så kunne bagmændene, som de blev kaldt, så afpresse hende med det barn, og true med at gøre det fortræd, hvis hun ikke fortsætte med at sælge sig selv. Dette var en utrolig og fuldstændig forfærdelig historie, og også en smule forklarlig. For hvordan kunne det ske i et så fredeligt land som Danmark? David havde flere forklaringer. Her bragte han en såkaldt “voldtægtstrekant frem”, som han viste oppe på skærmen (det var ikke grafisk på nogen måde!). Han mente, at noget af det kunne forklares ved, at en bagmand pressede en kvinde til at sælge sig selv rundt til mænd, de blandt andet kunne finde på gaden. Det var altså kvinden, der opsøgte mændene og ikke omvenndt , så det teknisk set ikke kunne blive anset som voldtægt, selvom der var en trejde part (bagmændene), der tvang hende til at opsøge dem. Kvinderne oplevede det som voldtægt, og mændene, der oplevede det som kvindernne, der rakte hånden ud til dem. På den her måde kunne det være rigtigt svært at finde beviser for sådanne forbrydelser, og kvinderne vil højst sandsynligt ikke opsøge politiet af frygt for at bagmændene siden hen skulle komme efter dem. Det er derfor primært små fisk, der bliver taget og dømt, såsom uskyldige kvinder, og bordelmutteren, der tit fungerede som mellemmand mellem bagmændene og så kvinderne. David kaldte dette for en genial forretningsmodel, hvis man altså var et fuldstændig kynisk og skruppelløst menneske uden nogen form for moral. Man kunne tjene en hel masse hurtige penge, og man kunne endda bruge den samme kvinde til at tjene penge, flere gange. Man behøvede altså ikke udskifte dem. Det var også utroligt sjældent at nogen blev dømt for menneskehandel. Han viste en tabel, der ikke gav nogen særlig imponerende tal. I flere år var der ingen overhovedet, der fik nogen straf, trods hvor grotesk sådan en forbrydelse, og selv dem, der bliver knaldet, ender kun med tre-fire-fem års fængsel.

Igennem fonden havde de selvfølgelig forsøgt deres bedste med at få ændret dette, og havde endda en hel del held med medierne på et tidspunkt. De lavede deres eget lille eksperiment, hvor de lagde nogle falske annoncerer op - i samarbejde med en politiker fra SF - hvor de reklamerede med tvangsprostituerede. Her ville de sige specifikt, at kvinderne ikke havde noget valg og gjorde det under tvang. I tre ud af fire tilfælde brød kunderne sig ikke om at høre det, men der var faktisk en fjerdedel, der var helt okay med at være sammen med kvinder, der ikke havde noget valg. Han afspillede et par opkald for os for at bevise det, og ganske rigtigt, så var der mindst to mænd, der gik med til at udnytte disse stakkels kvinder.

Han kom også lidt ind på hvorfor det ofte var kvinder fra bestemte lande, som man ofte ville se blive tvangsprostitueret. Såsom Nigeria. Og der forklarede han det med at sådanne lande havde haft en blandet historie, og nogle temmelig dårlige samfundsforhold, der gjorde det svært for kvinder at få noget andet arbejde. Han nævnte dog et projekt for os, som forsøgte at hjælpe kvinder med at komme i arbejde, så de netop ikke ender i dette helvede. Exist hedder det, og her kan selv du (!) - læseren (!) - gøre en forskel for kvinder, der sådan bliver udnyttet, ved enten at give et månedligt- eller enkelt beløb.

Han stillede så et spørgsmål ud i rummet. “Hvilken virksomhed tjener mon mest på det?”. Ret hurtigt var der en masse fingre oppe. “Bodeller”, “hårsaloner”, “menneskesmuglere (som dog ikke rigtigt kunne siges, at være en form for registrerede virksomheder, men det blev nævnt alligevel), men svaret var faktisk meget mere chokerende! Den virksomhed, der tjente allermest på det, var simpelthen JP/Politikens Hus, der altså havde pyntet sig selv med, at være nogle af de største modstandere af handlen. Gennem Ekstra Bladet (der altså bliver ejet af Politikens hus) havde de kørt flere af de annoncer, der bragte menneskehandlerne i kontakt med deres kunder. De fine jakkesætklædte herre fra den avis havde simpelthen igennem årene tjente penge på det her, og det var faktisk en af deres egne journalister, der var med til at afsløre det. En kamp mellem Safe and Alive og mediekoncernen gik så i gang, og den ene undskyldning efter den anden kom. Intet så ud til at ændre sig, men så var det at fonden lige pludselig så en mulighed for at ramme dem på deres pengepung. Da Danske Bank blev involveret i en kæmpe hvidvask sag, mistede de blandt andet J/P Politikens hus som kunde, men en anden bank var hurtig til at snuppe dem. Det var Nordea (som ellers tidligere havde givet en enorm støtte til Safe and Alive). David og hans kollegaer fik så lige henvendt sig til Nordea, og spurgt dem om de virkeligt havde tænkt sig at kaste sig ud i en svinesti som den her, og efter et par måneder valgte Nordea at droppe Politikens Hus som sin kunde. Politikens hus gav sig til sidst og droppede sexannoncerne. De fik det åbenbart det til at lyde som en beslutning fra chefredaktørens side, selvom det i virkeligheden faktisk var Nordea (og i virkeligheden nogle) penge, der pressede på. Som David sagde, de prøvede at snakke til deres gode hjerter og menneskelighed, men i sidste ende var det pengene, der var det stærkeste våben. ‘ I medierne generelt er der ikke så stor fokus på det med menneskehandel, da det ofte sker inde blandt skyggerne, men David og hans kollegaer håber på at kunne ændre på netop dette, sådan at nogle kvinder måske kan få en lysere fremtid.

Til sidst åbnede han op for nogle spørgsmål. Der var en, der gerne ville vide om det kun skete inde på Vesterbro, eller om det var i hele Danmark, hvorpå David svarede at det var i hele Danmark, men at det kun var på Vesterbro at der var en åben gade for prostituerede. Så var der også en lille smule forvirring med ordet "voodoo" som han havde brugt tidligere, hvor en elev tydeligvis havde en større viden om lige netop det. David gav lidt op til sidst og kunne ikke rigtig komme med noget konkret svar i den ene eller den anden retning, men det hang nok sammen med at han bare var et menneske, der ikke vidste alt.

Alt i alt var foredraget faktisk meget godt, bedre end No-Drugs foredraget, dog ikke på niveau med komikeren Patrick Larsens “Hjerneblødning” show (som blev vist på skolen et år tidligere), men cirka på samme niveau som det med Asger Røjle og Japan. Formidlingen var rigtig god, især i hans udtale, og man kunne tydeligt mærke, at han både havde en masse viden omkring emnet, men også var i stand til at formidle til os. Der var altså næsten ingen afbrydelser, “øh”, kludren med ordene, eller sådan noget i den stil. Det eneste lille nitpick jeg måske har, er at hans powerpoint godt kunne have været bedre. Der manglede lidt nogle billeder, og han sagde også en hel masse ting til hvert slide, hvor jeg nok ville have haft spredt det ud over dobbelt eller måske endda tre gange så mange slides). Det var ikke noget stort problem for mig personligt, men ungdommen er nu alligevel et kritisk publikum, så han burde måske tænke lidt over det næste gang, hvis han skal være helt sikker på at holde deres opmærksomhed fra start til slut. Der må gerne komme endnu flere foredrag på HTG, så frem at de er lige så informative og vigtige som den her.