Det var en skøn solrig dag, og alle HTG’s 1g’ere og 2g’ere var kommet i skole for at mødes ved kantinen til en sidste afsluttende samling før sommerferien. Flere klasser havde selvfølgelig også hygget i deres lokaler forinden eller havde spist morgenmad sammen, så stemningen var fantastisk, fremmødet var næsten lige så godt, og så var det bare prikken på i’et at den varme sol skinnede ind på os alle sammen på sådan en skøn måde, omfavnede os og fyldte alle vores hjerter med sommerglæde.

Samlingen kunne dog ikke helt starte endnu, for højtaleranlægget blev ved med at spille en høj skrattende lyd! (Og det var altså ikke meningen.) Det måtte være en sidste udfordring - en slags prøve fra guderne - som HTG må stå sammen om at overkomme! Det tænkte alle og satte så kollektivt deres hoveder i blød, men man forstod hurtigt at der bare ikke var meget at gøre som elev i den her situation. Derfor hidkaldte alle HTG’s elever og personale for en allersidste gang den fænomenale IT-Kim, som steg ned fra himlen (skråstreg 1. salen) og tryllede skrattelyden væk som om det var det letteste i verden. Og han fik klapsalve fra alle sider! Wow!

Nu kunne samlingen fortsætte med dagens første og eneste punkt: nemlig fællessang! Vent hvad, kun ét punkt? Ja, det er rigtigt, for lærerne havde jo godt opfattet hvordan hver elev som en fjedr på stolen var klar til at springe op og gå hjem på sommerferie det sekund man fik lov til det, så de ville simpelthen ikke holde på de mange elever længere end højest nødvendigt. Sangen vi skulle synge var ”Midsommersangen” af Shu-bi-dua, og der er ikke meget mere at sige end at det lød godt og rigtig fik én i sommerstemning.

Efter der var sagt farvel og god sommerferie, smuttede alle ellers hjemad og tømte deres hoveder for alt der hedder skole. Jubi!