Humøret var oppe, smilene var på vores alles læber, hjerterne bankede, men ikke på en ubehagelig måde. Vi kunne bare ikke vente med at komme på sommerferie, og nyde noget frihed for en gangs skyld. Men åbenbart var skolen ikke med os denne gang! For de havde åbenbart sådan en lyst til at bombardere os med ulidelige brag af lyde, som om de ikke havde bombarderet os nok med lyde igennem et helt skoleår. Ingen af os havde set det komme, for hvorfor skulle vi!? Og ingen af os nød noget godt at det! Flere lagde sig ned på jorden og skreg og bad til at det ville holde op, men nej… det kom bare igen og igen og igen, som om skolen bare havde en frygtelig lyst til at straffe os for noget, vi ikke en gang havde gjort! Det var først da It-Kim, som må siges; at være det eneste rigtige lyspunkt til den her samling, udover en sød besked fra rektoren, at alle disse lyde fra helvede stoppede, men på det tidspunkt var det allerede lidt for sent for os.

Vi begyndte så at synge Midsommersangen af Shu-bi-dua, som om det ville kunne gøre noget som helst godt igen! Og midsommer?! Har manglen af almen dannelse i gymnasierne gjort selv voksne mennesker dummere eller hvad?! Midsommer var for flere dage siden, og bare fordi solen går sent ned, betyder det ikke, at den ikke gik ned på et eller andet tidspunkt! De indrømmede godt nok, at de var for sent ude med den, men Chamberlein indrømmede også sine egne fejl, men det gjorde jo alligevel ikke noget ved anden verdenskrig, vel!?

Nu skal jeg slet ikke begynde på selve syngeriet. Hvis jeg var virkelig, virkelig venlig overfor folk, vil jeg kalde deres sangstemmer middelmådige, og det gjorde på ingen måder oplevelsen til en positiv en! Altså det kunne holdes ud! Men det var bestemt ikke noget som jeg vil komme til at kigge lykkeligt tilbage på.

<s>Det er selvfølgelig en joke alt sammen</s>