Jeg føler generelt, at vi har haft nogle gode foredrag her på skolen. Selv <a href="https://www.htgnyt.dk/artikel/adfbaba" target="_blank">no-drugs</a>- og sprog-detektiv-foredraget, som havde deres fejl og mangler, efterlod alligevel et godt indtryk, og så har vi selvfølgelig også Patrick Larsen, der leverede noget af en fest, der både informerede og underholdte. Dog fik skolen tirsdag den 1. oktober et foredrag, som den måske i virkeligheden ikke havde behøvet, og det er altså særligt i udførelsen, at man finder problemet.

At forsøge at bekæmpe stress og mistrivsel blandt de unge er en nobel sag, men også lidt en umulig sag. Den unge generation (heriblandt redaktionen på vores skolebladet, vi er ikke hellige) er simpelthen for indviklede i dårlige vaner til at vi med det samme kan vikle os ud af dem. Så når en voksen, denne gang forsker Søren Hebsgaard, kommer forbi og atter en gang taler om hvordan mobilen ødelægger vores liv, så føles det med det samme som en voksen, der står på sidelinjen, og desperat forsøger at lære os et eller andet. Små skridt kan tages i at ændre vores digitale vaner, men det er svært, og Søren havde i den grad en stor opgave foran sig.

Men lykkedes det så for ham? Selvom det var et svært budskab at få igennem, kunne han måske alligevel have formidlet det på en interessant måde, der underholdt og fik os til at tænke. Men, nej… han kom ikke engang tæt på at levere et godt og underholdende foredrag, selvom det var inden for mulighedernes grænser. I stedet fik vi et sløjt foredrag, der fungerede tilpas meget til at man i det mindste kunne forstå hvad det handlede om, men så alligevel ikke gav os så meget vi kunne tage med hjem.

Foredraget hed “Kunsten at fucke flere ting op på én gang”, og navnet henviser til multitasking, som Søren mente var en illusion og bare en måde at ødelægge eller ‘fucke to ting op’ samtidig. Nu skal det siges, at allerede inden han kom til gymnasiet, havde nogle af os i redaktionen læst en smule om ham. Inde på hans booking-profil bliver der lovet guld og grønne skove. Hvis man kun skulle gå efter det, der var blevet skrevet, så skulle det have været et hylende morsomt foredrag, der næsten var for meget af det gode… men i virkeligheden… grinte folk ikke særlig meget. Og hvis de gjorde det, var det nok ikke engang af hvad han rigtigt sagde.

Nå, men Søren viste et billede frem af en ung fyr, der var i gang med at kysse med sin kæreste (må man håbe), mens han så på sin mobil i stedet for sin kæreste. Hylende morsomt, jeg ved det, og en god start på foredraget, og det her skal på ingen måder læses sarkastisk! Så gik han videre og fortalte om flere af de skadelige effekter ved at være på sociale medier, om hvordan det er programmører som forsøger at snyde og manipulerer os, og om at det ikke er en ægte måde at man er sammen på, osv. Dog blev der vist sagt noget om, at sociale medier hænger tæt sammen med mistrivsel og stress, og det blev der ikke rigtigt argumenteret for eller uddybet, hverken med ord eller relevante statistikker… men heldigvis var der nogle gode memes, der faktisk fik en lille del af publikummet til at grine. Så der var der faktisk en lille smule, der fungerede, det må man kraftedme give den gode Søren!

Et par uger tidligere havde de fleste af gymnasiets elever svaret på et spørgeskema vedrørende deres digitale vaner, og det blev faktisk også til en del af foredraget! I spørgeskemaet blev man spurgt ind til sit TikTok-forbrug (som er mærkeligt, når der er nogle gamle mennesker som os, der slet ikke bruger det medie), og også hvorvidt man ønskede at ændre ens vaner. Og det ville en stor del faktisk gerne.

Inden foredraget var eleverne også blevet bedt om at tage både papir og telefon med (så ironisk som det end måtte være), og der var god grund til det, da Søren gerne ville have os til at lave nogle øvelser. Vi skulle først skrive nogle ting ned, der kunne “hjælpe” os med at slippe af med vores telefoner, såsom at slå nogle af de unødvendige notifikationer fra, fjerne vores Snapchat-streak osv. (Og vi havde også en lille “sjov” leg, hvor vi skulle sammenligne, hvor mange Snapchat streaks vi havde - atter en gang var mange fra skolebladets redaktion lidt på udebane, da flere af os hverken havde Snapchat eller i så fald nul streaks. Der var nogle på skolen, der havde betydeligt mange, dog.)

En anden øvelse gik ud på at vi skulle teste vores såkaldte multitasknings-evner (som vi ikke havde ifølge ham, da vores hjerner kun kunne holde fokus på én ting ad gangen), ved at se om vi kunne skifte frem og tilbage mellem at skrive “Jeg fucker alt op” og tallene mellem 1 og 17, ét bogstav/tal ad gangen. Det gik faktisk godt for i hvert fald nogle elever, selvom vi godt kunne blive enige om at det rent faktisk var nemmere at gøre det hver for sig. Og sådan… det er jo ikke ligesom revolutionerende viden eller sådan noget.

Så sluttede han af med en rigtig sjov konkurrence, der dog muligvis kom til at traumatisere en ung elev for evigt. Denne unge elev, der åbenbart havde for vane at spille spil i undervisningen, blev hentet op på scenen for at se et nyhedsklip, samtidig med at der blev vist nogle jokes nedenunder klippet. Han blev så bagefter bedt om at genfortælle både klippet og vitserne, og det kunne han ikke rigtigt, som virkelig kom til at udstille ham. Han fik så lidt hjælp fra et par af de andre elever dernede, som også kom til at ydmyge sig selv lidt - mest af alt på grund af den måde Søren talte til dem på. Eleven endte med at få en sodavand og en klapsalve, som i virkeligheden på en eller anden måde bare gjorde det hele værre for ham… tror jeg… jeg kan ikke vide det.

Hovedproblemet i foredraget er i udførelsen, og ikke så meget i budskabet. Søren prøvede helt tydeligvis at være sjov og morsom og at køre lidt med på de unges humor, men han havde det desværre bare ikke rigtigt i sig. Det var flere gange akavet at opleve, og udover en enkelt gang, hvor han fik folk til at grine over noget han sagde (som dog måske var mere af ham end med ham), så var det mest igennem memes han fik latter frem, og selv da var det måske ikke særlig meget.

Foredraget fungerede selvfølgelig tilstrækkeligt meget til at man kunne kalde det et foredrag, og hans sprog var også flydende og velformuleret nok. Flere af de ideer han havde var på papiret egentlige gode, og måske endda sjove nok, men han manglede lidt den rette karisma til at føre det ud i livet. For eksempel er det fra en pædagogisk tilgang en meget fin ide at få de unge til at slå flere af deres notifikationer fra og tænke lidt mere over deres skærmtid, men for at de rigtigt skulle gå hen og gøre det, behøvede han nok også deres tillid, og den tillid lykkedes det ikke rigtigt for ham at få.

Suk… ja, jeg har egentlig ikke så meget mere end det at sige. Jeg savner gode gamle dage, hvor det var Patrick Larsen, der optrådte til sundhedsugen.