Tirsdag den 21. maj kom der en masse lyde inde fra auditoriet, men denne gang var der faktisk en særlig grund til det. Der var nemlig forårskoncert, som heldigvis ikke forstyrrede nogen, da den var placeret så smart, at den kom efter skoledagen allerede havde sluttet for de fleste elever.

Programmet var ambitiøst, men heldigvis skulle det vise sig at musikanterne var gode til at overholde tidsplanen - de musikanter, der i hvert fald dukkede op (som jeg kunne høre det på, var der et par enkelte, der havde gemt sig og derfor ikke dukkede op…). Takket være Daniel fra 1s, som sad ved trommerne under næsten hver eneste sang, blev det dog til noget alligevel, så heldigvis behøvede vi ikke at pakke sammen og gå vores vej lige med det samme alligevel.

Vi startede ud med at publikummet også fik lov til at have en rolle i det musikalske eventyr, da vi sammen skulle synge fællessangen “Kom, maj, du søde milde”, og jeg synes selv, at vi gjorde et flot arbejde, selvom vi selvfølgelig også havde adskillige hold musiker bag os og rektor Ida til at hjælpe.

Udvalget af sange var stort og varieret - selvom “Blinding Lights” af The Weeknd dog blev spillet to gange… den var dog gennemført fremragende begge gange, så man kunne heller ikke klage så meget alligevel! Programmet var indrettet sådan så man startede med at høre nogle forskellige “normale” hold elever synge og spille en sang eller to, før man så gik videre til at høre nogle sange fra et frivilligt musik hold.

Man var generelt overrasket, hvor gode eleverne var til at synge. Nogle helt almindelige elever, som man måske endda kunne støde på ude gangen til dagligt, indtog bare en plads ved et instrument og begyndte at spille som var de professionelle. Jan var der selvfølgelig altid til at trække i trådene, hvis noget skulle gå galt, og han blærede sig også lige en eller to gange med, hvor god han var på klaver.

Vi startede sprængfarligt ud med sangen Escape, som Jan kunne fortælle også gik under navnet “The Piña Colada Song”. Jeg kendte ikke sangen under nogle af navnene, men kunne alligevel godt genkende sangen, da de rent faktisk begyndte at spille den. Udførelsen var god, og sangen var festlig og et udmærket valg til at begynde selve koncerten med. Nok måske ikke min favorit sang nogensinde, men jeg kan sagtens forstå, hvorfor den blev valgt til netop det formål.

Så gik man videre til den første af de førnævnte “Blinding Lights” optrædener, som nok må siges at være min yndlings af de to, selvom man heller ikke kunne klage ved den, som vi kommer til om et øjeblik. Musikken og sangernes stemmer passede bare godt sammen, og gjorde det en god oplevelse at være til stede til. Fordi holdet havde været så stort, så kom samme hold, men andre musikere op og sang “Klokken ti” af Medina. Sangerne kunne helt klart godt synge, og fik det til at lyde godt i ørerne hos os i publikummet. Niveauet så ikke ud til at dale!

Så kom Blindings Lights igen, men denne gang fremført af et nyt hold elever, som også klarede sig ganske godt. Bagefter hørte vi så “Rolling in the deep” som også holdt niveauet hele vejen igennem takket være nogle ganske glimrende forsangere, som jeg tilmed kendte i forvejen.

Pludseligt rejste min sidekammerat sig op, og gik selv op på scenen - inden jeg skulle til at gøre det samme gik det op for mig at han nemlig gik op fordi han selv skulle op synge, og han havde ovenikøbet aftalt det på forhånd, så det var jo bare fantastisk!

Det var selvfølgelig Aske, og han havde valgt tre sange, som han heldigvis var i stand til at kunne spille ene mand, selvom han fik lidt hjælp af sin Bluetooth undervejs. Han startede ud med “Fast Car”, for bagefter så at skifte plads så han kunne spille “See You Again”. Han afsluttede med “Imagine” af John Lennon, som måske er et lidt modigt valg, når man tænker over hvor stor en udødelig klassiker, den er - men han gjorde et fint arbejde, selvom han nok ikke kom helt op på Lennons niveau.

Frivillig musik, som var noget alle egentligt gerne måtte have været med til (såfremt at de gik på gymnasiet selvfølgelig), skulle nu til at komme op på scenen, og denne noget brogede gruppe af gymnasieelever havde været igennem en interessant udvikling hver tirsdag i en lang periode her på det seneste, hvor de fik øvet sig frem og tilbage igen og igen, så de til sidst var i stand til at spille hele syv sange til koncerten.

De startede med en vaskeægte klassiker “Danse i måneskin”, som så blev fulgt op med “Folsom Prison Blues” af Johnny Cash, som virkeligt blev båret fremad af Alexander fra 3z’ vokaler. Det skal nu nævnes, at redaktionen faktisk havde været på besøg hos holdet en eller to gange, og at have været til stede mens Alexander trænede må siges at være noget af en ære, og man må virkelig også sige, at han fik fundet frem til en god Johnny Cash stemme til sidst. Vi nød virkeligt sangen, men der var noget i vente, som ville trække oplevelsen op fra at være en god en til at være en rystende og nærmest livsændrende dannelsesrejse. Pludseligt kom der ikke længere ord ud af Alexanders mund, men den vildeste lyd af en trompet. Jeg kiggede mig rundt og bemærkede at mine sidekammerater skælvede, men det var før deres ansigtsudtryk skulle fordrejes sådan af chok, at man ikke længere kunne se andet end ligblege silhuetter. Jeg kigger direkte på det, men kan stadig ikke helt fatte hvad det er mine sanser fortæller mig, hvis de altså stadig var i stand til at gøre det.

Holdet fulgte op med nogle flere sange, som jeg ikke umiddelbart kendte i forvejen. Først sangen “Wonder”, og så bagefter sangen “Bonnie and Clyde” - jeg har selvfølgelig været gode venner med selve forbryderparret, men sangen her, som handlede om nogen, der forestillede sig at være dem - var ikke noget mine øre havde været ude for - men nok primært på grund af den gode udførsel kommer det nok til at være noget, som jeg kommer til i fremtiden.

Så blev der spillet sangen “You’re beautiful" af The Rose, som ingen var en sang som jeg ikke havde kendt på forhånd, men som alligevel fornøjede alle os i publikummet - og måske endda bragte en tåre frem hos et par mine sidekammerater. Stemningen blev straks lidt vildere med “Rehab” af Amy Winehouse, for så til sidst at afslutte med endnu en stor klassiker, nemlig “I Will Survive” af Gloria Gainor, som var en ganske udmærket afslutning på forårskoncerten.

Forårskoncerten var i den grad en positiv oplevelse. Jeg kan både rose udvalget af sange, som indeholdt en god blanding af kendte sange, men også sange, der kunne hjælpe med at udvide vores musikalske horisont - men også selve udførelsen, som noget overraskende faktisk holdt niveauet hele vejen igennem, så fællessangen, som jeg selv blev nødt til at synge med på, skulle vise sig at være det høje lavpunkt. Fejl og mangler var der generelt ikke mange af - og selv de enkelte svipsere, der var, blev der hurtigt rettet op på igen, så det ikke blev et problem alligevel.

Den største kritik er i virkeligheden rettet mod publikummet! Problemet var ikke at vi var forstyrrende eller fraværende, problemet var bare at der slet ikke var dukket nok elever op til at påskønne det hårde arbejde. Så derfor er budskabet tydeligt fra skolebladets side: mød op næste gang sådan noget kommer på skolen!