htg-nyt

Foredrag om det amerikanske præsidentvalg

Læs om foredraget en tidligere elev på HTG lavede om det amerikanske præsidentvalg

Af Marius Buch Holtze
16. oktober 2024

Auditoriet skulle åbenbart få mange besøg i slutningen af september dette år, for først var der foredraget om menneskehandel om torsdagen, men så lige bagefter, altså om fredagen, så skulle vi lige også have et foredrag om det amerikanske præsidentvalg.

Jacob vidste en del om amerikansk politik

En tidligere elev ved navn Jacob (som også var redaktør på hjemmesiden USAPol.dk, der omhandler netop amerikansk politik) kom forbi for at fortælle om noget af det han vidste (og han vidste en del!)

Men hvordan fungerer det amerikanske valgsystem egentlig? Det er der jo nok nogen, der ved i forvejen (og også gjorde inden dette foredrag - faktisk var vi en del, der godt vidste det, men det siger måske mere noget om os.) Nå, men det gav Jacob altså svar på. Han fortalte, at man godt kan tabe et amerikansk præsidentvalg, selvom man har fået flest stemmer. Det handler om at få flest valgmænd, og fordelingen er lidt ujævn, så en stat, der er tre gange større end en anden stat, får måske kun dobbelt så mange valgmænd som den stat. Derfor kan man have et valg som det i 2016, hvor Hillary Clinton tabte, selvom hun faktisk havde fået flere overordnede stemmer end Trump. Så gik han videre og snakkede om dette præsidentvalg. Prognoserne svingede meget, og Trump og Harris lå tæt på hinanden i meningsmålingerne. Men det med at valgene har været meget tætte er slet ikke noget nyt, ifølge Jacob. Han siger, at det faktisk har været sådan i mere end to årtier. Undervejs i foredraget blev der også stillet mange gode spørgsmål. Blandt andet kom min sidemakker med flere interessante indspark, der fik Jacob til at tænke sig om (selvom han altid kom frem til et svar i sidste ende).

De to præsidentkandidater

Her har vi dem. Kamala Harris og Donald Trump

Jacob mente, at kandidaterne både har fordele og ulemper. Ved Harris mente han, at hun havde problemer med, at det amerikanske folk bare ikke kendte hende godt nok, og at hun måske havde det med at gå lidt udenom pressen. Ved Trump nævnte han i virkeligheden bare hele hans personlighed - også lidt hans vicepræsident, men mest af alt var det bare Trumps personlighed, der var problemet. Han var simpelthen for løgnagtig, for ustabil, for svingende i sine holdninger, og alt det andet han nu engang er kendt for, og det kunne altså gøre det virkelig svært, hvis man gerne ville være præsident.

Han kom med et flot skema, der viste hvor godt de to kandidater klarede sig på bestemte områder. Harris var god, når det kom til at behandle flygtninge ordentligt og give kvinder ret til abort, mens Trump åbenbart (og på en eller anden måde) klarede sig bedre, når det kom til militæret og økonomien, og så klarede han sig generelt også dårligt, når det kom til troværdighed, temperament og sådanne helt basale menneskelige værdier (selvom han faktisk også klarede sig bedre dér, end hvad jeg personligt ville have troet.)

Ohio, eksempel på en svingstat

Så forklarede Jacob lidt om svingstater, og viste også et par målinger, hvor man kunne se, at det ikke går godt for Trump, når det kommer til at få folket til at kunne lide ham, mens Harris faktisk bare bliver mere og mere populær.

Publikummet inddrages

Han kom også med en liste over hjemmesider man kunne besøge, hvis man gerne ville vide mere om amerikansk politik. Udover selvfølgelig hans egen hjemmeside, så var der også klassikere som New York Times, Vox, mm. Vi på skolebladets redaktion undrede os over, hvor kendinge som Daily Wire og Fox News var henne, så det blev der også spurgt ind til. Dem kunne man også besøge, var svaret. Jeg ved dog ikke helt om det kan anbefales, da det er nogle meget højreorienterede steder.

Til sidst var der lige endnu en spørgerunde. Der blev spurgt ind til hvilken rolle alle de andre mindre partier og retninger havde i valget, og den var åbenbart ikke så stor. Der blev spurgt om, hvordan det hele ville påvirke Europa, hvor svaret så var, at det ville komme meget an på hvem der vandt. Trump ville nok lave alvorligt rag i den, men Harris nok bare ville beholde alting som det er nu. Så kom jeg også med et spørgsmål: Hvorvidt der i fremtiden ville komme en tid, hvor det ikke længere var så personbårne politikere, der kom til magten. Og det kunne måske godt være, svarede han. Selvom han påpegede, at farverige personer generelt er mere populære i vores politiske tidsalder.

Hvad synes vi i redaktionen om foredraget?

Det var et godt foredrag! Jacob var veltalende, han vidste en hel del, han havde en rigtig fin Powerpoint, og han var virkelig god til at svare på spørgsmål. Det var ikke det mest omvæltende eller vilde i hele verden, bare et ret almindeligt foredrag, men det var udført rigtig, rigtig fint.

htg-nyt