Jeg husker det som var det i går, da elever fra alle afkroge af gymnasiet mødtes i kantinen til årets måske sidste HTG-samling. Aldrig havde stolene været så fyldte (som måske ikke siger så meget igen - men så alligevel) og aldrig før havde jeg set så mange velkendte ansigter samlet på ét sted før, og alle virkede klar på, hvad der så skulle til at ske. Men der var også en underliggende følelse af gru og rædsel. Flere af elevernes blikke dirrede, og man kunne selv på lang afstand høre hjerterytmen stige hos flere og flere mennesker, og hvis man ikke i forvejen vidste hvad der skulle til at ske, kunne man nok selv komme til at frygte det værste (heldigvis var der ikke så mange, der passede ind i den kategori, alligevel).

Men med et højt brag af entusiasme blev der skudt en fest i gang oppe på scenen, hvor det ellers plejede, at være Vibeke eller It-Kim eller Maria Schou, som skulle styre slagets gang, men denne gang var det noget, så specielt som elever, der skulle stå for et program.

Der blev uddelt priser i mange forskellige kategorier, og mange elever blev anerkendt for et eller andet helt særligt talent, som de bar inde med, om det så var den flotteste dreng på skolen eller den, der kom og gik som det passede dem (som var så fantastisk slet ikke at møde op til prisuddelingen). Dog var mine gamle øre ikke forberedt på alle de brag, der kom over fra en højtaler, og jeg opfangede ikke selv særlig mange navne. Dog gjorde Aske sig bemærkelsesværdig som årets sanger, og selvfølgelig varmede det i hjertet da Chafik blev hyldet som årets ven. Der kom også et smil frem på alles læber, da det blev nævnt, hvad årets fraværsårsag var. Det var selvfølgelig Ostendommens helt egen profet Gerner, der havde anført brandfolk, politibetjente, børn såsom gamle, i en brutal kamp mod de helvedes flammer, der var blevet sluppet løs på Børsen. Men hyggen var der selvfølgelig kun for at skjule, at et eller andet langt mere skummelt lå bag facaderne.

Da prisuddelingen var ovre, blev det helt tydeligt, hvorfor så mange elever forinden havde været så rædselsslagen for deres fremtid. For denne samling skulle også bruges til at offentliggøre eksamensudtrækningen. Lærerne fik endelig lov at hævne sig over alt fraværet, larmen og undskyldninger, som de var blevet nødt til at holde ud et helt år, ved at lege med eleverne igennem bingo, som på det mest brutale vis skulle afgøre deres skæbne fra da af til de blev helt gamle. Elever væltede ned fra stole, brød ud i gråd, skælvede i kroppene og bedte til alle de guder, der findes derude, og jeg kunne da også mærke, at man blev en smule mere nervøs, hver gang, der blev nævnt et trukket fag, som med det samme sendte chokbølger ud til folkemængderne. Nu flere ting, der blev sagt, nu tættere på var vi til der hvor det fag, som jeg skulle op til, ville blive nævnt, og mit hjerte galoperede afsted… eller.. jeg havde egentlig faktisk set det komme, så det var faktisk egnetligt okay… og det lod også til at de fleste nok skulle komme sig uanset hvad. Nogle var meget glade, andre irriterede, men uanset hvad så accepterede alle det alligevel, da de heller ikke ville kunne gøre noget ved det.

Det var så den HTG-samling, og nu hvor jeg tænker tilbage på den, så må det også siges, at have været en af de mere mindeværdige samlinger, vi har haft. Jeg glemte også til at begynde med at skrive noget om den, men heldigvis kan jeg nemt rette op på mine fejl!