htg-nyt

Til kulturnatten blev dørene til Folketinget åbnet op, så alle, der havde et kulturnat-pas, kunne komme ind og besøge de legendariske lokaler, og endda møde flere af de allerstørste navne indenfor dansk politik. Selvfølgelig kom HTG-nyt også med derind, og det var i den grad nogle vilde typer man kunne møde derinde!

Vores redaktion startede besøget ud med lige at tage en smuttur forbi Socialdemokratiet, der holdt til nede i stueetagen. Vi kiggede rundt, op og ned, og til højre og venstre, men der var ikke rigtigt nogen store navn at se nogen steder. Hverken Mette Frederiksen, Frederik Vad, Nicolai Wammen eller nogen af vores andre gode venner. Til gengæld var der nogle meget snakkesalige repræsentanter fra både moderpartiet, men også ungdomspartiet, der meget gerne ville have nogle nye medlemmer. Sådan var det generelt med de mange partier.

Redaktionen trådte op til et vaskeægte socialdemokrati-lykkehjul, hvor man kunne vinde flere præmier. Hjulet blev drejet, men mens det drejede rundt spurgte socialdemokraten os, hvilken præmie vi helst kunne tænke os. Vi sagde en bog… for det kunne da være meget sjovt, og så var det, at socialdemokraten lige drejede hjulet hen på det felt, der viste en bog. Det var meget venligt gjort af dem, og vi håbede i den grad at vi ville komme til at have lige så stor held med alle de andre lykkehjul, der var inde i folketinget.

Med en chai-latte i hånden, som vi havde fået af socialdemokraterne, begav vi os videre hen til næste parti, som viste sig at være Enhedslisten. Her var der også sådan et lykkehjul, men præmierne var ikke så gode. De fleste viste et eller andet dårligt, der kunne ske med en, såsom at man blev enlig mor i gæld, eller sådan noget, som vi på redaktionen ikke ønskede at blive! Heldigvis var det et meget lille felt, hvor man kunne få sådan en lækker chokolademønt, så vi lod os ikke slå ud med det samme. Hjulet blev drejet og vi blev ramt af ulykke og undergang. Som Enhedslisten-fyren, der hjalp os med at dreje hjulet, sagde, så var det lidt vores egen skyld, fordi vi ikke var gode nok, og det er jo egentlig sandt nok. Vi må hellere tage os mere sammen næste gang.

Som sendt fra himlen stod der pludselig en vaskeægte politiker foran os. Ikke bare nogle håndlangere, men en politiker, der rent faktisk har fået noget politik igennem. Det var ingen anden end Daddy Vanopslaghs ærkerival Rosa Lund. Hun hilste venligt på os og gav os hånden i venskabets tegn.

(En af redaktionens medlemmers mor tog et billede hvor Rosa Lund var på, men det er nu gået tabt, så bare forestil dig det.)

Det var i den grad hyggeligt, men nu skulle vi også til at komme videre, og det betød altså at vi skulle op ad nogle trapper.

Martin Lidegaard, lederen af de radikale, stod blandt en hel masse glade mennesker, der gerne ville komme ind og se hvad det var de radikale var i gang med at lave. På et bord var der en masse flotte trøjer, og også nogle papirer, der vist var nogle principprogrammer, eller ikke bare “vist” - det var nogle principprogrammer. Her kunne man også møde flere repræsentanter fra den radikale ungdom. Smilende, fine mennesker, som man sikkert kunne føre mange interessante samtaler med, men vi skulle videre! Nu var der nemlig en masse meget højreorienterede politikere vi skulle til at møde, men lige inden skulle vi lige møde en af de mest legendariske personer i hele danmarkshistorien!

Badet i blåt lys trådte man ind til de jakkesætklædte venstremænd, der stod og hyggesnakkede sammen, mens der stod slik på bordene og blev serveret kaffe, te og kakao. (Det kunne man egentligt få ved mange af partierne. Generelt kunne noget tyde på, at partierne havde den samme distributør.) Det var meget fint alt sammen, men det skulle lige til at blive helt vildt fantastisk, for lige pludselig stod Troels Lund Poulsen der bare. Den Troels Lund Poulsen! Formand for Venstre! Vicestatsminister! Forsvarsminister! Ham, der inspirerede den kendte sang “Troels Lund Poulsen style”, som blandt andet fik en koreansk udgave.

Han stod bare der og smilte på sin uskyldige måde, som han plejede at gøre. I sådan et her øjeblik kunne man godt blive ramt af så meget nervøsitet, at man slet ikke ville kunne bevæge sig, men vi var altså så modige at gå op til ham og endda spørge ham om han ville tage et billede med os! Det ville han selvfølgelig godt, også selvom vi ikke engang havde lige så meget swag som ham.

Det er godt nok et minde vi kommer til at have med os for evigt! Hvis ikke mere end det! Men hvad vi ikke vidste på det tidspunkt, var at det kun skulle til at blive endnu vildere.

Der så vi ham simpelthen! En papfigur af Alex “Daddy” Vanopslagh, den mest toptunede mand i Danmark, hvis ikke for at sige hele verden. Han var simpelthen bare afbildet der. Det vækkede selvfølgelig interessen hos os i redaktion, og vi gik nærmere. Hvis man synes, at der var mange mennesker iklædt sorte jakkesæt over ved Venstre, så var det her på et helt andet niveau, og aldersgruppen var også en hel del - hvis ikke meget - yngre end hos Danmarks andet liberale parti.

Vi vendte os rundt og vi ville nok aldrig have forventet det vi så (eller jo, egentligt havde vi gættet lidt på det, men det gør ikke øjeblikket større), men der foran stod lige pludselig Daddy’en himself. Alex Vanopslagh, grundforvirret og rundtosset som altid, og med et udtryk i øjnene som om han ikke fattede, hvor populær det er han var (og stadig er den dag i dag). Jeg gjorde det mest naturlige, der faldt mig ind, og spurgte ham om han gad hilse, og så var det simpelthen at han hilste på hele Høje Taastrup ungdom med sin genkendelige stemme, der lyder lidt som en, der hele tiden har en kartoffel i munden.

Han lagde måske ikke så mange kræfter i det, men selv få kræfter fra Vanopslagh er uendeligt meget mere end hvad vi ønskede fra ham. Og hvis det ikke skulle være løgn, kunne man også komme hen og sidde i en lænestol og tale med Pernille Vermund. Det gjorde vi dog ikke, da der allerede sad nogen, og det måske ville blive lidt intimiderende at sidde så tæt ved hende, men bare det at man kunne var sindssygt nok i sig selv. Man skulle tro, at alt det gode nu var stoppet, men faktisk blev det kun ved med at gå os godt, for lige ved siden af Liberal Alliance var der et andet meget omtalt parti.

Man kunne se det store “stolte” Dansk Folkeparti-ske flag selv mange meter væk, og selv hvis vi havde været mange kilometer væk, havde det været et indtryksfuldt syn, mildest talt. Ved indgangen til Dansk Folkeparti bliver man mødt af den unge Mikkel Bjørn, der i den grad havde fået nogle samtaler i gang (ikke på en god måde, men alligevel), og herinde var der også mange danskere (og kun danskere) iklædt jakkesæt, selvom disse havde alle mulige andre farver end bare sort. Da vi trådte ind smilede Morten Messerschmidt direkte til os, og et øjeblik efter var han endda villig til også at give en “lille” hilsen til hele det store Høje Taastrup.

Efter vi havde gjort det, så stødte vi ind i Pia Kjærsgaard, som om det var skæbnebestemt, og det var det sikkert også. Hun gav et fint kompliment til os og endda også en lille hilsen, selvom den denne gang kun var til en af vores mormødre, da hun åbenbart var den eneste, der rigtigt var værdig. Det var godt nok vildt.

Ude på gangen stod flere fra de konservative og delte kage ud, men efter den lille positive overraskelse blev man en smule skuffet over rent faktisk at komme ind. Det var meget småt, og der var faktisk ikke så meget andet end bare kage. Ingen store politikernavne eller noget som helst andet sjovt, der kunne have gjort det spændende.

Bagefter gik turen over til Moderaterne, hvor man kunne møde Jakob Engel-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, hvor den sidstnævnte seriøst lignede en, der havde fortrudt alle sine valg i livet. Det var også meget hyggeligt nok, og der var også en smule godter her og der, men det er på ingen måder sådan en oplevelse man kommer til at huske helt indtil man dør.

Inde hos det socialistiske folkeparti var der i den grad mange mennesker. Her blev der også delt godter ud, men endnu mere vigtigt end det, så var Pia Olsen Dyhr og Jacob Mark også til at se, og de var fuldstændig lige så glade og idealistiske som de fremstår i nyhederne. Endnu flere unge mennesker end hos Vanopslagh skulle have billede med Olsen Dyhr, og hvis man skulle udråbe det parti med den bedste stemning, så ville det her nok være en af hovedkandidaterne. Lige nu forsøger jeg at skrive noget, da der egentlig ikke er så meget at sige om det her besøg, men vores næste lille stop er der til gengæld en masse der kan siges om.

Klokken 19 skete der noget umenneskeligt sindssygt. Inger Støjberg i egen høje person ville komme ind forbi folketinget. Det var simpelthen ikke noget vi i redaktionen kunne gå glip af. Inde hos Danmarksdemokraterne kunne man godt se hvem, der bestemte. Overalt var der et eller andet, der havde noget med Støjberg at gøre. Om det så var falske pengesedler med Støjbergs ansigt på dem, hundegodbidder til Støjbergs hund, papstykker med tegninger af Inger Støjbergs hoved, som man både kunne få i stor størrelse, som man kunne bruge som maske, og i lille størrelse, som sad fast på nogle romkugler, der også blev serveret. Støjberg kom, som lovet, hun kom ikke til at hilse på hele Høje Taastrup, men hun savnede til gengæld en fyr ved navn Mathias…

På vejen havde vi lige glemt Alternativet, men der var heller ikke meget at opleve ovre hos dem. Det tætteste de kom på en interessant gæst var et billede af Jan Kristoffersen (som vi her på skolebladet i øvrigt har interviewet. Dog er det endnu ikke udgivet.) De havde nogle lidt sjove ting såsom et bord med flere skåle ris, og en lille station, hvor man kunne lave sit eget badge. Det gjorde vi og gav den videre til et af medlemmerne af vores gymnasiums klimaudvalg.

Mens vi stod der og hyggede os, hørte vi en masse snak ovre fra de grønlandske partier, som også var til stede her i Folketinget. Det virkede hyggeligt, men det ville nok være uhøfligt for os at bryde ind midt i det hele, så vi lod være.

Udover politiske partier kunne man også komme ind og møde nogle grupper, som repræsenterede den ene eller den anden gruppe i grænselandet mellem Danmark og Tyskland. Hvis man trådte ind det ene sted, blev man straks konfronteret af en dame, der snakkede en blanding af Tysk og Dansk. Hun spurgte ind til en hel masse, og vi kunne ikke helt svare på så meget af det. Ikke kun fordi det var halvt på tysk, men også fordi de ting hun spurgte om ikke var noget vi helt kunne forholde os til. Dog gav hun os en kæmpe bunke tyske tegninger, der mest af alt var amerikanske tegneserier oversat til tysk, men det var da i den grad venligt af dem.

Hvis man trådte ind i det andet sted, blev man konfronteret af en, der tydeligvis snakkede dansk. Herinde var det altså dem, der repræsenterede det danske mindretal i grænseområdet, der holdt til. Her var der også et stort gavebord, hvor man blandt andet kunne tage en spændende tegneserie ved navn “Istedløvens Odysee” med hjem, der omhandler en spændende rejse som en løvestatue havde været ude på, samt et hjul/kort, der fortæller en del om Sydslesvigs historie, og så selvfølgelig Sydslesvigs sangbog.

Selvom det egentlig havde været meget hyggeligt at være forbi Folketinget, så skulle vi selvfølgelig også hjem på et tidspunkt, og denne tur hjem gik heldigvis glidende og uden noget som helst vold. Der er ikke så meget andet at sige end: halleluja for Daddy Vanopslagh og det danske mindretal i Sydslesvig.

htg-nyt

HTG-nyt på besøg i Folketinget

Gæsteoptrædener fra Daddy Vanopslagh, Morten Messerschmidt og flere

htg-nyt

Høje Tåstrup Gymnasium

INSPIRATORIUM

Redaktion

Udgiver

Webudvkling