Asger Røjle ved nok mere om Japan end de fleste (det regner jeg da i hvert fald med, medmindre der er mange nørder derude), og er ovenikøbet japansk gift, hvis det ikke skulle være løgn. Han har skrevet mange artikler, skrevet flere bøger, og været vidt omkring (især i Japan, men sikkert også Danmark). Tidligere har han også været på besøg på HTG, men det var for en enkelt klasse (og også mig fra skolebladet, for så heldig var jeg), men denne gang var det for en noget større gruppe, der blandt andet bestod af dem, der skal til Japan her til november, men også et par andre, der virker til at være blevet håndplukket forholdsvis tilfældigt rundt omkring (eller også var der en dybere mening bag det, ærlig talt kan jeg ikke sige det).

Som manden også selv sagde da han begyndte foredraget, så var hovedpointen bag foredraget japanernes bearbejdelse af efterkrigstiden, det vil sige den måde de i dag forholder sig til de grusomheder, der skete tilbage i fortiden, især under det vi kender som anden verdenskrig. Modsat et foredrag som “No drugs” så var det her mere informativt, og ikke lige så humor baseret, selvom han sneg en munter kommentar ind en gang imellem, der fik et smil frem på nogle af elevernes læber, og lykkedes generelt bedre med det han prøvede på end “No drugs” foredraget, der af og til havde problemer med at holde publikums opmærksomhed (hvis man har læst den oprindelige anmeldelse, vil man kunne huske, at jeg synes, at det var et okay foredrag, men bestemt ikke uden sine problemer).

Japans krigshistorie er kontroversiel tilbage i hjemlandet, selvom man globalt er meget enige om at det var dem, der var den aggressive part, og også at de begik nogle temmeligt forfærdelige krigsforbrydelser imod særligt deres nabolande. Men som Asger også sagde, så er det ikke alle, der bryder sig om det narrativ, især ikke dem, der selv var ude og kæmpe på slagmarken (for det er de færreste, der har lyst til at høre at de selv er skurkene, selv de, der rent faktisk er skurkene) . Derfor lød det blandt soldaterne selv, at de bare var ude og kæmpe for deres hjemland og deres familier, og at deres sjæle blev bevaret sammen med alle de andre tabte krigere fra gennem tiden. De krigsforbrydere, heriblandt krigsminister Tojo, der stod for planlægningen af nogle af de værste forbrydelser, som blev henrettet eller på anden vis dømt for deres forbrydelser af den amerikansk sammensatte domstol blev i starten ikke indviet i de fortabte sjælen, da præsten godt var klar over hvilken medie ballade det ville have været, men efter han desværre gik bort blev sjælene indviet og det ledte ganske rigtigt til en mediestorm. Asger spurgte så ud i lokalet, hvorvidt det var retfærdigt eller ej? Altså de døde ikke på slagmarken, men de døde jo teknisk set for en krig. For mit vedkommende, synes jeg ikke, at man burde ære krigsforbrydere på den måde, men så på den anden side, hvis krigsforbryderne, der døde på slagmarken gerne må indvies som sjæle, hvorfor må de krigsforbrydere, der blev henrettet, så ikke? De er vel alle sammen krigsforbrydere?

Hvis man ikke ved særlig meget om japansk politik, så er jeg sikker på at Asger ville kunne lære en en ting eller to. Man kan sikkert også forholdsvist nemt komme i kontakt med ham. Ligesom at man i Danmark har en højre og en venstrefløj, så har man i Japan en krigsliderlig bevægelse (der ofte marchere rundt i soldateruniformer, og benægter diverse forbrydelser, der er sket i fortiden), og så den mere pacifistiske bevægelse, som er den vi ofte forbinder med den positive side af Japan (det skal nævnes, at begreberne “højre og venstre” også kan blive brugt i sammenhæng med japansk politik). Abe (som nogen måske kan huske for det snigmord, der blev begået på ham) havde været en af de mest nationalistiske og konservative ledere Japan havde haft, og brød blandt andet med traditionen med at sige undskyld overfor omverdenen, som ellers var en tradition de tidligere ledere havde haft. Udover at benægte at de kejserlige styrker brugte tvangsprostituerede fra Korea under krigen, sørgede han også for at Japan generelt blev mere militariseret (som blandt andet Miyazaki protesterede imod, det blev dog ikke nævnt her i foredraget).

Efter at have fortalt om nogle af de ubehagelige typer som Japan desværre har (for intet land er perfekt), så gik han videre til at fortælle om dem, der forsøger at kigge tilbage og se hvad, der gik galt, så man tale om hvordan man kan gøre det bedre i fremtiden. Hiroshima blev selvfølgelig nævnt, og selvom jeg ikke tror, at der er nogen læser, der ikke ved, hvad der skete med det sted, så vil jeg alligevel nævne, at det var en af de to byer, der blev ramt af en atombombe. Dem der arbejder der, gør, ifølge Asger i hvert fald, et stort arbejde med at lære folk om, hvor grumt det egentligt var, blandt andet ved at fremvise børnetegninger fra de overlevende, og udlære unge mennesker i at huske på alle de fortællinger, der er at fortælle, nu hvor de sidste overlevende efterhånden er for gamle til at leve mere.

Der er blevet skrevet en del litteratur omkring fortidens uhyrligheder. Asger fortalte blandt andet om en brutal børnebog om nogle elefanter, der sultede ihjel (børn skal lære at krig er grumt, kommenterede han med et smil på læben), og den meget kendte manga Barefoot Gen, som også fik flere filmatiseringer (der burde læses og ses, ligesom jeg har gjort det, selvom det bestemt ikke er nogle særlige sjove ting de handler om). Udover klassikere som dem, nævnte Asger også historien om soldaten Hiroo Onada, der ikke forlod sin post i 29 år, selvom krigen for længst var forbi. Dengang jeg var barn lød historien, at han var en soldat, der gemte sig oppe på et loft i tredive år, ikke hundredprocent sandt, men tæt på.

Han nævner en del flere ting under foredraget, historien om en atlet, der overlevede Hiroshima, men som senere døde af kræft, et par de forbrydelser, der er blevet gjort, de løgne, der er blevet fortalt rundt omkring, men hvis man skulle have haft den fulde oplevelse skulle man nok selv have været der.

Alt i alt var det et meget godt foredrag, der i hvert fald lærte mig et eller andet nyt, og jeg har endda en del viden i forvejen, så det er jo ikke så lidt imponerende. Jeg ville helt klart anbefale folk at have været med til det, hvis det ikke lige var fordi, at det ligesom er ovre.